30.9.07

Jul i Spor N - Etape 3

Grundlandskab - Pap er et klart undervurderet byggemateriale, især når det drejer sig om små anlæg, hvor der ikke skal bæres det store. Juleanlægget bliver bygget ved at lime papstykker på pladen, der hvor landskabet rejser sig. Derefter limes og klipses der pap på til understøtning af sporene. Til sidst bruges der gips og fugemasse til at modellere landskabet.




28.9.07

Mit 50'er Märklin til salg

Nu sælger jeg mit 50'er Märklin - alt er fra perioden 1957-1959. Det meste er i originale æsker, og næsten alt er uden brugsspor. Alt er testet og virker 100% - også alle lamper. Hvis du er interesseret så send en mail til mig på amv@mail.tele.dk - det der sælges kan ses på billederne, mail for en liste med skinner mv.
































































Status for modulklubben SFH

Som tidligere nævnt er sommeren jo ikke højsæson for MJ aktivitet. Men lidt er der faktisk sket i klubben og med anlægget i denne periode. Vi har fået monteret digitaldecoder på alle plader, og fået tilsluttet alle skiftespor. Skiftene er også programmeret ind i Central Stationen, så nu kan vi styre alle skift fra den - og alle lokomotiver. Aage og jeg har også investeret i den lille ny digitale kranvogn - den fungerer ganske godt, og giver nogle sjove muligheder for styring alle steder på anlægget.








Næste step på modulerne er at få lavet lidt landskab på vendepladerne, sat lamper og signaler op, og ellers færdiggøre landskab og detaljer på alle moduler. Næste mødeaften er i oktober hos Søren.

Der følger mere om modulbyggeriet senere.

27.9.07

Jul i Spor N - Etape 2

Næste opgave var at få købt det vigtigste: Skinner, skiftespor, signal mv. Det rullede materiel var jo købt tilbage i august. Efter et besøg hos Trinbrættet faldt valget på Roco skinner, skift og signal. Nogle skinner havde de ikke i Roco, så der har jeg købt Minitrix. Trinbrættet er en fin butik - den er blevet meget mere overskuelig efter de har flyttet om, men den forholdsvis beskedne størrelse gør, at de naturligvis ikke kan have alt på lager. De er dog meget flinke til hurtigt at få det hjem, som ikke lige er på lager, og desuden er Henrik meget god til at rådgive. Deres priser er også meget konkurrencedygtige - eneste minus er deres meget store forkærlighed for jævnstrøm - den er dog ikke større end at de også er meget kompetente angående Märklin. Men når man nu skal bygge spor N i jævnstrøm, er det jo det helt rigtige sted at gå hen. Her er et billede af dagens køb:


Jul i Spor N - Etape 1

God planlægning er som bekendt det halve af arbejdet, og det er især vigtigt at planlægge og købe rigtigt ind når man prøver kræfter med noget nyt. Jeg tror de fleste MJ folk godt kan lide at kigge i kataloger, udvælge, finde artiklerne og købe ind.

Som altid måtte jeg en tur omkring Kramm's hjemmeside - de fører hele programmet fra næsten alle producenter, så der kan man få det meste. Desuden er de meget hurtige til at levere - også denne gang. 2 dage efter min bestilling kom pakken trods det, at den skulle sendes fra Hilden i Midttyskland.

Indkøbet hos Kramm bestod mest af tilbehør, huse, lamper mv.

















Og efter et par dage var de første huse færdige:

26.9.07

Ny sæson - Liv på bloggen igen - Jul i Spor N!

Efter lang tids stilstand starter livet på bloggen igen. Efteråret er over os - og dermed starter en ny modelbanesæson. Jeg vil bruge de næste 6-7 uger her på bloggen med at holde jer opdaterede med mit nyeste projekt: Juleanlæg i Spor N!

Jeg har de sidste par år (når julen har nærmet sig) gået med tanker om at bygge et lille vinteranlæg. Ideen har været at det skulle stå på vores skænk omkring juletid - dvs. fra medio november til medio januar, og da pladsen her er knap skal det være spor N eller Z. Ideen blev gjort konkret da kasseren i klubben i august fik fat i en masse spor N - jeg kunne ikke stå for hans Minitrix BR 01 samt 2 flotte Roco Passagervogne (4-akslede umbau-vogne) - dette lille sæt ville passe perfekt til en idylisk epoke 3 jul. Disse 3 enheder blev købt på stedet, og så var der jo ingen vej tilbage ....

Jeg vil poste en masse indlæg de næste 6-7 uger om arbejdet med at opbygge mit vinteranlæg.

Følg med - det bliver ikke kedeligt!!!